Sikker undervandsjagt
I fridykning har man procedurer for hvordan man ‘dykker sikkerhed’ for hinanden. Det samme gør sig ikke gældende ved undervandsjagt. Her må man i høj grad sørge for at kommunikere rigeligt og konstant, og samtidig skrue op for sin sunde fornuft.
Men i udgangspunktet er en undervandsjæger sin egen sikkerhed. Det vil sige at man under jagt ikke skal presse sig, løbe risici eller prøve sig selv af når det handler om at holde vejret eller dykke dybt. Det er vigtigt at man har overskud, til at skære sig selv fri med sin kniv, den dag man kommer til at sidde fast i et garn eller andet uforventet sker.
Når vi dyrker undervandsjagt, dykker vi altid med en bøje hvor der er påmonteret et synligt blåt-hvidt Alpha flag. Dette flag signalerer, der er en dykker i vandet og at både og andre fartøjer skal holde en minimum-afstand på 50 meter. Flaget er monteret på en stang, der gerne må være så høj at både, skibe mv. let kan få øje på det. På bøjen bør der være skrevet et navn samt kontaktoplysninger. Vi anbefaler at man altid er fæstnet med en bøjeline fra bæltet til bøjen. Er personen fæstnet til bøje-linen, kan man altid finde personen igen.
Der findes forskellige systemer, hvor man kan glide op og ned, mens man er fæstnet til linen. Et sådan system kan man benytte sig af, i tilfælde af at man synes det er besværligt altid at være fæstnet til den ene ende af linen.
Når vi undervands-jager, kan vi ikke på samme måde holde øje med hinanden, som når vi dyrker fridyknings-disciplinerne. Derfor må vi her kende til egne grænser og aldrig presse os selv ud over egen formåen. I undervandsjagt er det mængden og længden af dyk holdt op imod overfladetid, vi skal være opmærksomme på, og at vi ikke presser os selv for hårdt. I Danmark dykker vi sjældent dybere en 10 meter, når vi undervands-jager. Vi anbefaler at man ikke dykker dybere end 10 meter, uden at der er en makker til at holde øje med dig.
Flere og flere undervandsjægere dykker og jager på vrag, hvor man ofte kan finde store torsk. Vrag befinder sig oftest på mellem 8 til 17 meters dybde. Når vi dykker på vrag med harpun, foregår det med linehjul, og vi holder øje med hinanden. Her bruger vi buddy system, hvor den ene dykker og den anden holder øje fra overfladen. Det er vigtigt at man kommunikere til sin makker hvordan man har tænkt sig at dykke på vraget. Bådfører sikre sig at der altid er en respektafstand til den der dykker, således båd og dykker ikke kolliderer ved dykkerens opstigning.